onsdag den 14. august 2013

Kødsauce + tip til udregning...

Det er jo rart at kan springe madlavningen over på fastedagene og hive noget op af fryseren. Den her helt nemme kødsauce lavede jeg i dag - og der er mad til en del fastedage. Jeg har lavet dette indlæg som et eksempel på hvordan man laver og udregner kalorieindholdet i en stor ret.

Jeg har valgt kødsauce fordi det er SÅ alsidig en ret - og en man kan servere for resten af familien også. Den kan tilsættes forskellige ting og transformeres til andre måltider: chili con carne, suppe, lasagne, shepards pie, pizzafyld....og meget andet. I dag blev den serveret som bolognese med squashpasta og parmesan.

Det er meget nemmere at lave en stor portion at udregne på. Man undgår dumme rester og små gnidrede regnskaber. Det er også en glimrende måde at få brugt grøntsagsrester på. Lav først en seddel med de ingredienser du vil bruge - og skrive vægten af de forskellige dele på efterhånden som de vejes. Her er hvad jeg havde:

555 g hakket oksekød 5% = 700
120 g løg = 56
104 g gulerod = 38
106 g rød peber = 32
60 g fennikel = 19
6 g hvidløg = 10
500 g hakkede tomater = 125
10 g Herbamare urtebouillonpasta = 32
10 g olivenolie = 89

I alt 1101 kcal.

Af dovenskab valgte jeg at blende grøntsagerne i stedet for at snitte dem. Gør det du har temperament og overskud til.

Det tager ingen tid og så kan man komme i gang. Jeg valgte at tilsætte 10 g olivenolie til at stege kød og grøntsager i. Man skal endelig ikke sky alt fedt på fastedagene, for det mætter og hjælper på optagelsen af de fedtopløselige vitaminer A, E, D og K.

Tilsæt de krydderurter du kan lide. Jeg brugte tørret timian og frisk rosmarin. De er ikke regnet med, for de vejer så lidt at det er umuligt at veje dem med en alm vægt.

Kødet og grøntsagerne blev sauteret i olien sammen med hvidløget, skåret i papirtynde skiver. Boullionpasta, lidt tørret timian, ca 2 dl vand og de hakkede tomater kom ved. Retten snurrede 1 time under låg og blev derefter tilsat den friske hakkede rosmarin, salt, friskkværnet peber, et par dråber balsamico og et lille drys sukrin (uden beregning). Retten fik lov til at koge ved jævn varme under omrøring til det meste af væden var kogt fra. Og så var den færdig.

Den færdige kødsauce vejede 1207 g. Og da den indeholdt 1101 kcal finder man ud af hvad 100 g indeholder således:

1101: 1207 = 0,91 (pr 1 g) x 100 = 91 kcal pr 100 g. 

Frys retten ned i f.eks portioner af 200 g (182 kcal) hvis du spiser 2 måltider på fastedagene og f.eks 350 g (318 kcal) hvis du kun spiser 1. Det giver plads til tilbehør.

På samme vis kan man lave mange retter i forvejen og ha' klar på frost. Det skal nok komme mere i den dur.  
 

17 kommentarer:

  1. Super måde at gøre det på. En af de største udfordringer er hvis man skal stå og "hitte på" og beregne hver gang. Jeg overvejer også at lave nogle standard fastedage, hvor jeg i forvejen laver plan for hvad der skal spises i løbet af dagen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-)

      Ja, det handler om planlægning - og hvis man har noget på lager er det meget nemmere at få nem mad på bordet.

      God ide. Så er behøver man ikke bruge unødige kræfter på det på selve dagen.

      Slet
  2. Jeg har et regneark, hvor jeg har kopieret alle skemaerne fra www.kalorietabel.dk ind.
    Så har jeg lavet en celleformel, så man bare skal taste vægten ind, så får man automatisk kalorietal :)
    Den regner dem endda sammen til sidst ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er bare SÅ fedt med det skema Marchen. Så kan man bare plotte alt ind og så selv regne de ting ud der ikke findes der.

      Du er en skat <3

      Slet
  3. Det var da egentlig en smart måde at gøre det på, elsker også at lave ekstra til fryseren af næsten alt hvad jeg laver.

    @marchen, er det et regneark du vil dele, så behøver jeg ikke også opfinde den dybe tallerken :D For det er da rigtig smart.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :-) Du kan tro det er dejligt med noget man bare kan hente i fryseren. Jeg brugte af det i går til den fyldte squash.

      Meld dig ind i gruppen lige her på Facebook - der kan du downloade Marchens skema + få en masse tips og vejledning ;-)

      Slet
  4. Jeg tænkte det samme som Sarah. Har du lyst til at dele, Marchen, for det lyder bestemt som et godt værktøj? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Meld dig ind i gruppen lige her på Facebook - der kan du downloade Marchens skema + få en masse tips og vejledning ;-)

      Slet
  5. Jeg bliver helt sulten og glæder mig til næste dag hvor jeg skal faste, så lækker mad til en fastedag er jo en skam ikke at prøve!

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tak :-)

      Ja, det er bare med at få lavet noget lækkert som fylder godt i maven - jeg tror det bliver for surt hvis man lever af tørstegt kylling og kedelige grøntsager. Der skal kæles for smagen.

      Slet
  6. Ja - klart det er sådan det bør gøres. Har før brugt det gnidrede regnskab som du omtaler - det dur bare ikke.
    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er til at blive idiot af de små mængder. Skal nok lave nogle flere retter på denne måde ;-)

      Slet
  7. Når du regner ud på den måde, så tager du jo ikke højde for, at meget af væsken fordamper ved tilberedning og på den måde bliver retten jo mere energitæt end når du bare lægger kalorierne fra de rå ingredienser sammen. Har du tænkt på det? Mvh. C

    SvarSlet
    Svar
    1. Prøv lige at læse teksten i indlægget igen - det er jo netop vægten af den færdigkogte kødsauce jeg laver en udregning på ;-)

      Mvh Malou

      Slet
    2. Ok - beklager. Jeg læste lidt for hurtigt :-)

      Slet
  8. Genialt! Lad mig få lavet noget kødsovs :-)

    SvarSlet