tirsdag den 1. oktober 2013

23. fastedag (ADF): Sommerfuglekylling...

På trods af at jeg havde en fastedag havde jeg inviteret min veninde Stine på aftensmad. Så i stedet for at indtage 0 kcal blev det til ca 500 kcal i stedet. Jeg vil nemlig være så fleksibel at fasten bliver tilpasset mit sociale liv - og ikke den anden vej rundt.

Det blev til sommerfuglekylling, rustik græskarmos, blandet salat og pickle pot. Jeg spiste alt på tallerkenen - undtaget skindet på kyllingen.

I fryseren havde jeg fundet en af de fritgående franske fugle. Den tog jeg op og lavede til en sommerfugl - se teknikken lige her.

Der komme ikke noget under skindet, men det blev gnedet med en smule olivenolie og drysset med min hjemmelavede rub, salt og peber. Kyllingen blev stegt i 1 time på 180°C.

Et butternut-græskar blev skrællet, skåret i tern, vendt med lidt olivenolie, salt, peber og hakket rosmarin - og blev bagt i ovnen sammen med kyllingen. Det blev vendt lidt rundt en gang imellem.

De bagte græskartern blev mast sammen med ca 2 spsk koldt SMØR til en rustik mos.

Kyllingen fik lige 8 minutter på 220°C til sidst så den blev gylden og sprød - og fik lov til at hvile lidt inden den blev skåret ud.

Tilbehøret var en salat af spæde spinatblade, gulerod, agurk, tomat, rød peber, og majs - dressing af olie, eddike, salt og peber + lidt af min hjemmelavede pickle pot.

Jeg var på ingen måde sulten da jeg satte mig til bordet - og jeg tænkte at jeg bare ville spise lidt af det der lå på tallerkenen.. Men efter ganske få bidder vågnede munden og maven op til dåd, med det resultat at jeg spiste det hele. Og fred være med det.

I dag er det spisedag. Jeg tager den dog lidt med ro pga måltidet i går. Og jeg har jo en masse dejlige rester at spise. I morgen kører jeg helt igennem på 0 kcal igen.

Vinderne af de 3 bøger er udtrukket og annonceres senere på dagen.


7 kommentarer:

  1. Det ser godt nok lækkert ud. Jeg har ikke helt styr på de der græskar, men er det ligemeget hvilken slags man bruger? Kan man fx bruge hokkaido græskar? Jeg har lidt tænkt at afprøve opskriften denne weekend :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Ja, når du laver det på denne måde er sorten underordnet. Og den eneste grund til at det ikke var hokkaido var, at det havde de ikke i den lokale biks.

      Håber det falder i din smag :-)

      Slet
  2. Nå, jeg har da lige et spørgsmål mere :-) Da jeg er stor fan af at undgå madspild og samtidig have fryseren fyldt med nemme retter, tænkte jeg på om sådan en græskarmos kan fryses? Eller bliver det for underligt????

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan sagtens fryses - det gør jeg tit ;-)

      Slet
  3. Ved hvilke varmegrader og i hvor lang tid skal græskaret have i ovnen??

    SvarSlet
  4. Hvorfor faste dage med 0 kcal?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det her indlæg omhandler ADF (Alternate Day Fasting) hvor man skiftevis kører på 0 kcal og fuldt TDEE.

      Slet