tirsdag den 26. november 2013

Cremet tomatsuppe m/ tofu, bacon & edamamebønner...

Denne omgang bliver det til 2 sammenhængende fastedage - begge med et lille måltid. Der var tofu tilbage fra i går og det skulle bruges. Det blev derfor til denne cremede tomatsuppe med smæk på smagen:

En tyk mættende sag. Den kan selvfølgelig laves helt vegansk, men jeg flottede mig og kom lidt sprød bacon på toppen.

Jeg havde ellers forestillet mig at jeg skulle lave en blomkålssuppe - men jeg er ikke på toppen og magtede ikke at skulle handle. Det blev derfor en suppe af det der var i skuffer og skabe. Og jeg havde 2 trætte tomater der i bedste Stop Spild Af Mad stil skulle bruge i dag. 

Tomaterne skulle først flåes. Det gøres nemt ved at ridse et overfladisk kryds i hver tomat og hælde kogende vand på til de er dækkede.

Efter et par minutter fiskes de op - og skindet er nu lige til at hive af med en urtekniv. Jeg fjernede stilken + de fleste kerner og skar de flåede tomater i tern.

Hakkede tomater fra karton, friske hakkede tomater, gulerod i små tern, hakket løg og hvidløg, silken tofu, olivenolie, tomatkrydderi (brug de krydderier du kan lide), Herbamare og vand.

Løg, hvidløg og gulerod blev sauteret i olivenolien uden at tage farve. Vand + Herbamare blev tilsat sammen med de 2 slags tomat og krydderi. Blandingen fik lov til at simre 20 minutter under låg ved svag varmen.

Allerede her var det en ganske fin suppe. Men der skulle lige lidt mere til. Den bløde tofu blev tilsat, brækket fra hinanden med en grydeske og fik lov til at simre med i ca 10 minutter.

Mens suppen simrede stegte jeg 4 små skiver bacon og 'smuttede' lidt edamamebønner til at komme ovenpå.

Den færdigsimrede suppe lader visuelt meget tilbage at ønske. Men der kommer stavblenderen så ind i billedet. *Wroom wroom* og så har man en jævn cremet tomatsuppe. Smag til med urtesalt og friskkværnet peber.

Halvdelen af suppen blev serveret i en varmet skål - og toppet med 2 stykker smuldret bacon og lidt edamamebønner. Og så var der aftensmad på 191 kcal i alt. Resten af suppen spiser jeg til frokost i morgen.

Kcal-regnskab: (til 2 portioner)

150 g tofu = 96
250 g hk. tomat = 63
110 g tomat = 29
6 g olivenolie = 53
25 g løg = 12
6 g hvidløg = 8
55 g gulerod = 20
8 g Herbamare = 26
10 g stegt bacon = 32
30 g edamamebønner = 43
 
I alt: 382 kcal - "Gratis". vand, urtesalt, peber og tomatkrydderi. 



mandag den 25. november 2013

Tofu Scramble m/ bacon & grønt...

Så er jeg tilbage på 5:2 (well, teknisk 4:3) efter en periode med 16:8 (faste i 16 timer + spise i 8 timer). Jeg er holdt op med at lave et indlæg for hver fastedag - for det er jo dumt at vise en kop boullion frem hvis det kun er det jeg får. Så nu kommer der kun indlæg de fastedage hvor der er indtaget et lille måltid.

I dag blev det til 'scramble æg' med tofu i stedet for æg. Det giver protein og fylde i maven uden at koste en masse kalorier. Man kan nemlig få 150 g tofu for samme 'beløb' som blot 1 æg (ca 90 kcal). 

Tofu er både elsket og hadet. Det her er den helt bløde udgave - og rigtig god at begynde med hvis man vil lære at spise tofu.Mange vegetarer og veganerne bruger det som proteinkilde - men jeg syntes sagtens man kan kombinere det med kød som altspisende.

Af samme grund valgte jeg at tilsætte lidt bacon. Det giver altid sådan et dejligt pift til en ret. Lidt tørret timian og hvidløg var smagsgivere sammen med lidt urtesalt - og der var også lidt grøntsager i form af gul + rød peberfrugt og en god håndfuld edamamebønner.

Tofuen ligger i en lage som hældes fra og den smuttes derefter forsigtigt ud af emballagen. 

Edamamebønnerne blev 'smuttet', 1 stort fed hvidløg blev snittet i tynde skiver, baconen blev skåret i tynde strimler og peberfrugterne i mundrette bidder. 

Det var dog kun halvdelen af tofuen der skulle bruges. Jeg syntes nemlig at det mætter ret meget. Konsistensen minder om tyk budding. Silken tofu kan blendes til dip, creme og andre bløde retter - men kan altså også være stand-in for æg i retter som den her.

Baconen kom på en kold slip-let pande som blev tændt på middel varme. Da den begyndte at svede blev hvidløget tilsat. De 2 ting blev sauteret sammen uden at hvidløget brunede. Peberfrugten kom på og sauterede med i et par minutter. 

Det blev tilsat 2 spsk vand, så alt gik fri fra bunden. Edamamebønnerne og tofuen kom ved. Tofuen blev forsigtigt rørt rundt så den faldt fra hinanden i større og mindre stykker. Der blev smagt til med tørret timian, friskkværnet sort peber og Herbamare urtesalt - og så var der mad.

Varmt, rart og nemt - og kun 321 kcal i hele portionen.

Kcal-regnskab:

150 g tofu = 96
25 g bacon = 65
10 g hvidløg = 16
125 g peberfrugt = 38
75 g smuttede edamame = 106

I alt 321 kcal - "Gratis": tørret timian, sort peber, urtesalt og vand.

Giv tofuen en chance - den er nem at ha' med at gøre, holder sig lang tid i skabet og giver gode proteiner.


tirsdag den 12. november 2013

40. fastedag: Pølsemadder & boullion...

I dag har været en rigtig god fastedag. Det var virkelig smart af spise den omelet i går. Følte først et snert af sult sidst på eftermiddagen. Her hen under aften besluttede jeg mig igen for at opgive de 0 kcal og lave lidt at spise. Det blev til knasende pølsemadder og varm boullion.

Knækbrød med kartoffelspegepølse fra Hanegal, mayonnaise og rødløg. Knas, fedt og masser af smag. Jeg spiste det langsomt og det bekom mig vel. Men jeg syntes godt jeg kunne klare lidt varmt i maven også.

Så jeg lavede en stor kop Herbamare og drak bagefter. Er nu mæt og tilfredsstillet. Virkelig god mad på en fastedag.

Kcal-regnskab:

40 g knækbrød = 95
53 g spegepølse = 120
8 g mayonnaise = 58
10 g rødløg = 5
5 g Herbamare = 16

I alt: 294 kcal

Næste fastedag bliver fredag. Der venter 2 labre spisedage forude. I morgen kage hos en veninde og torsdag Winemakers Dinner på Miró. Det skal nydes i fulde drag.

Fast vel!

39. fastedag: Omelet med squash og pølse...

Hjemme igen og i gang med fasten efter der sædvanlige mønster.......ahhhh, det har jeg bare trængt til. Mine planer var 2 sammenhængende fastedage på 0 kcal - men jeg frøs så meget i aftes at jeg vurderede at lidt brændstof ville være godt. Derfor blev det til denne lækre omelet:

Simpelt og dejligt - og hele portionen var på 381 kcal.

Da jeg havde været væk var det ikke det store jeg havde på lager. Men 1 squash og 2 tomater var der da. Jeg hentede en wienerpølse fra Hanegal i fryseren og tøede op i mikroovnen. Og så tog jeg de sidste 2 æg jeg havde på køl.

Pølsen blev flækket og skåret i skrå skiver. Squash, uden kerner, blev skæret i små tern. Æggene blev pisket sammen med 2 spsk vand, salt og peber. Tomaterne blev skåret i grove tern.

Pølsen + squash kom på en kold slip-let pande og blev varmet op. Begge dele blev sauteret sammen. Til sidst kom der 2 spsk vand på panden for at løsne alt fra bunden. Æggene blev hældt på og blusset skruet ret langt ned. Æggene fik lov til at stivne langsomt - der kom låg over de sidste 5 minutter.

Den færdige omelet blev gledet over på en tallerken.

Tomaterne kom på - og så var der mad. Halvvejs syntes jeg at jeg hørte min mave sige at jeg egentlig ikke behøvede mere - men jeg ignorerede det og spiste det hele. For så tror jeg fastedagen i dag bliver nemmere at komme igennem på 0 kcal. Men nu får vi se. 

Kcal-regnskab:

2 æg = 180
1 pølse = 160
130 g squash = 21
75 g tomat = 20

I alt: 381 kcal - "Gratis": vand, salt og peber

mandag den 11. november 2013

36., 37. og 38. fastedag: Ferie, fiasko og faste...

Fredag d. 1/11 tog jeg på ferie. Der blev hygget og spist. Jeg havde en forventning om at det sagtens kunne kombineres med faste. Søndag tog jeg en fastedag (37). Det blev ikke på 0 kcal, men med et lille måltid sammen med min familie: 

Oksekød svitset sammen med tomatpuré og spidskommen - lagt på salat af romaine, peberfrugt, løg, majs og tomat + dressing af 5% cremefraiche. Aner ikke hvor mange kcal det indeholdt, men det var i hvert fald ikke over 500.

Dagen efter ville jeg tage endnu en fastedag (38), da vi skulle på en lang køretur. Det gik rigtig godt, lige til vi kom tilbage. Jeg begyndte at lave aftensmad og nippe til de rodfrugter som skulle bages i ovnen. Og det blev fatalt: for pludselig vældede en voldsom ursult op i mig og gjorde mig til et frådende glubende fasteuhyre. For første gang måtte jeg kaste en fastedag på gulvet. Well, jeg kylede den nærmere med stor fart ind i væggen. For mens maden blev færdig åd jeg flere grøntsager, småkager, masser af slik og 'det løse' + gik om bord i rødvinen. Wow, jeg havde slet ingen impulskontrol. Det var faktisk en smule skræmmende.

Aftensmaden var store hakkebøffer af hest, ovnbagte rodfrugter, ristede kartofler, rå rosenkålssalat med appelsin og en chipotle-mayonnaise. Nøj, det var godt - og jeg kastede ind.

Men ingen fråds uden konsekvens. Føj, hvor blev jeg forspist på den rigtig urare måde. Jeg var meget tæt på at gå ud og stikke en finger i halsen. Men jeg konkluderede i stedet at faste og ferie ikke var den rette kombination for mig.  

Resten af ferien tog jeg den med ro, sprang morgenmaden over og kørte en slags 16:8. Men jeg kunne mærke et snigende ubehag, træthed i kroppen og flere smerter. Er jeg mon blevet SÅ følsom overfor kulhydrater - og hvidt brød i særdeleshed? 

I lørdags rejste jeg så hjem og kombinerede det med en fastedag (38). Det var nemmere end forventet. Der var røget ca 2,5 kg på i ferien - så nu er der lidt ekstra at gøre godt med igen. I dag nuppede jeg også en fastedag - og har frosset som en lille hund og droppede at faste på 0 kcal. Det blev i stedet til et lækkert måltid på ca 380 kcal. Og den opskrift får du i det næste indlæg...


3 vindere af 1-Dagskuren...

Så fik jeg mig endelig snøvlet sammen til at få annonceret de 3 vindere. Hænger lidt i bremsen her efter ferien. Vinderne er udtrukket via Random.org

De 3 heldige som skal ha' 1-Dagskuren med posten er:



Send mig en mail med jeres adresser på klidmoster@gmail.com - så giver jeg dem videre til forlaget.

Opdateret d. 6/12. Helle henvendte sig aldrig. Jeg udlodder den sidste bog via Facebook i dag så bøgerne kan blive afsendt.

fredag den 1. november 2013

34. og 35. fastedag: Sammenhængende faste...

Denne uges faste bestod af 2 sammenhængende dage: 36 + 24 timer fra mandag aften til torsdag morgen. I tidsrummet indtog jeg ikke andet en vand, te og 2 sukkerfri bolsjer. Og jeg havde det rigtig godt hele vejen igennem. 

Jeg brød fasten torsdag med en lækker æggekage med fyld af masser af grøntsager og bacon.

Hvordan jeg skal faste i uge der kommer ved jeg ikke endnu. For om et par timer rejser jeg på ferie og er først hjemme næste søndag. Jeg håber der kan klemmes et par dages faste ind - men nu får vi se. Mit fokus er på at nyde mine spisedage. Så må jeg samle op når jeg kommer hjem.

Husk at deltage i min give-away med 3 eksemplarer af 1-Dagskuren

Fast vel!