mandag den 25. november 2013

Tofu Scramble m/ bacon & grønt...

Så er jeg tilbage på 5:2 (well, teknisk 4:3) efter en periode med 16:8 (faste i 16 timer + spise i 8 timer). Jeg er holdt op med at lave et indlæg for hver fastedag - for det er jo dumt at vise en kop boullion frem hvis det kun er det jeg får. Så nu kommer der kun indlæg de fastedage hvor der er indtaget et lille måltid.

I dag blev det til 'scramble æg' med tofu i stedet for æg. Det giver protein og fylde i maven uden at koste en masse kalorier. Man kan nemlig få 150 g tofu for samme 'beløb' som blot 1 æg (ca 90 kcal). 

Tofu er både elsket og hadet. Det her er den helt bløde udgave - og rigtig god at begynde med hvis man vil lære at spise tofu.Mange vegetarer og veganerne bruger det som proteinkilde - men jeg syntes sagtens man kan kombinere det med kød som altspisende.

Af samme grund valgte jeg at tilsætte lidt bacon. Det giver altid sådan et dejligt pift til en ret. Lidt tørret timian og hvidløg var smagsgivere sammen med lidt urtesalt - og der var også lidt grøntsager i form af gul + rød peberfrugt og en god håndfuld edamamebønner.

Tofuen ligger i en lage som hældes fra og den smuttes derefter forsigtigt ud af emballagen. 

Edamamebønnerne blev 'smuttet', 1 stort fed hvidløg blev snittet i tynde skiver, baconen blev skåret i tynde strimler og peberfrugterne i mundrette bidder. 

Det var dog kun halvdelen af tofuen der skulle bruges. Jeg syntes nemlig at det mætter ret meget. Konsistensen minder om tyk budding. Silken tofu kan blendes til dip, creme og andre bløde retter - men kan altså også være stand-in for æg i retter som den her.

Baconen kom på en kold slip-let pande som blev tændt på middel varme. Da den begyndte at svede blev hvidløget tilsat. De 2 ting blev sauteret sammen uden at hvidløget brunede. Peberfrugten kom på og sauterede med i et par minutter. 

Det blev tilsat 2 spsk vand, så alt gik fri fra bunden. Edamamebønnerne og tofuen kom ved. Tofuen blev forsigtigt rørt rundt så den faldt fra hinanden i større og mindre stykker. Der blev smagt til med tørret timian, friskkværnet sort peber og Herbamare urtesalt - og så var der mad.

Varmt, rart og nemt - og kun 321 kcal i hele portionen.

Kcal-regnskab:

150 g tofu = 96
25 g bacon = 65
10 g hvidløg = 16
125 g peberfrugt = 38
75 g smuttede edamame = 106

I alt 321 kcal - "Gratis": tørret timian, sort peber, urtesalt og vand.

Giv tofuen en chance - den er nem at ha' med at gøre, holder sig lang tid i skabet og giver gode proteiner.


2 kommentarer:

  1. Hej Malou.

    Hvor køber du Silken-tofu? Jeg synes jeg har ledt og ledt. Ved godt du bor i det jyske og jeg på Sjælland, men hvis det nu er en kæde eller du kender en butik herovre?

    Jeg er syg med tofu, når det er lavet rigtigt, og har fundet skønne desserter på silken-tofu, men kan bare ikke finde tofuen.

    Bedste hilsner
    fru Winther

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Fru Winther

      Jeg køber det i helsekostforretninger. Du kan også¨købe det på nettet f.eks her ;-)

      Den her er pragtfuld til desserter. Laver 'råcreme' af den ved at blende med vaniljesukker og appelsinsaft.

      God jagt!

      Glad hilsen
      Malou

      Slet