tirsdag den 10. december 2013

Grønt med citronstegt torskerogn og skyrcreme...

I dag (fastedag nr 47) fik jeg pludselig lyst til et måltid - og jeg havde lidt rester fra i går, så det var nemt at gå til. Jeg elsker at bikse et spontant måltid sammen af det der er i skabe og skuffer.

Det blev til en stor portion sprødmøre grøntsager med protein i form af torskerogn og skyr. Et meget tilfredsstillende og meget mættende måltid på ca 360 kcal.

Jeg er begyndt at ha' frosne grønne bønner på lager i stedet for de sædvanlige edamame. De 'koster' kun 35 kcal pr 100 g og giver noget mere mad end edamamebønnerne (141 kcal pr 100 g). 

De sauterede grøntsager var en rest fra i går da jeg fik den her bøf. Det er peberfrugt, fennikel, grønne bønner, blomkål og hvidløg der er sauteret i en smule olivenolie. Mon ikke blandingen indeholder ca 30 kcal pr 100 g? De grønne bønner blev tøet op i lidt kogende vand og peberfrugterne snittet i mundrette bidder. Citronen blev presset.

Jeg skar to tykke skiver torskerogn i tern. De blev marineret i halvdelen af citronsaften + 1 tsk olivenolie.

De blev lagt på en slip-let pande som derefter blev varmet op til middelvarme. De blev vendt et par gange til de var gyldne. Pas på, de kan nemt få for meget.

Peberfrugterne og de optøede bønner fik en tur på en varm pande og fik til sidst selskab af grøntsagerne fra i går.

Skyren blev rørt med resten af citronsaften, urtesalt og peber - og lagt i små klatter på de varme grøntsager.

Torskerognen blev fordelt ovenpå. Og så var der nem og hurtig mad.

Kcal-regnskab:

138 g torskerogn = 138
100 g grønne bønner = 35
125 g peberfrugt = 38
150 g blandet grønt = 45
75 g skyr = 45
22 g citronsaft = 8
6 g olivenolie = 53

I alt: 362 - "Gratis": Urtesalt og peber

5 kommentarer:

  1. Det ser nemt og godt ud. Men det er vist ikke torskerogn, du bruger ;-) Hvis du kigger på dåsen, så hedder den nu om dage "Luksusrogn" og indeholder 76% fiskerogn. Fabrikken må kun skrive torskerogn, hvis der faktisk er torskerogn i dåsen, så fiskerogn stammer altså fra andre fisk end torsk, fx sej eller ising.

    Hilsen Birgit

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Det var måde nemt og lækkert.

      Ak ja, jeg ved godt at man ikke må kalde det andet end det er - for mig vil det nu altid bare hedde torskerogn ;-)

      Slet
  2. Syntes du er sej og fortsætter, det ser lækkert ud :-)
    Får vi snart en status på vægttab og det videre forløb med 5:2 :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Jeg har lige skrevet om det inden i min 5:2 gruppe på Facebook. Klipper det lige ud og sætter ind her:

      "Tidligere i dag blev jeg tagget og spurgt hvordan diæten har påvirket mig, så her kommer en status efter 4 mdr på 5:2. Det er som sagt blevet til 45 fastedage og - 20,4 kg indtil videre.

      Jeg har ikke talt med min læge i et par mdr. Hun tag en masse prøver inden jeg startede - og jeg tror vi skal ha' dem taget igen medio marts. Normalt er jeg til lægen flere gange om måneden, da det smertestillende medicin jeg får kun kan udleveres af hende. Men jeg har simpelthen kunne nøjes med så lidt efter opstart på 5:2 at jeg ikke mangler endnu.

      Selvfølgelig har jeg stadig ondt, men smerterne er nemmere at håndtere uden medicin. Jeg bilder mig ind at kroppen er blevet afgiftet og har mindre syre i leddene. Desuden sover jeg meget bedre - op til 6-7 timer pr nat, hvor det før var max 4.

      Min hud er blevet væsentlig pænere og mit hår + negle bærer også præg af en forandring. Immunforsvaret har helt sikkert også fået et boost. En alm forkølelse udløser normalt astmatisk bronkitis og fæl hoste i flere måneder. I oktober fik jeg en grim forkølelse, men tænk - den var væk på 1½ uge......og jeg hostede kun i 10 dage efter.

      Jeg er nok det jeg vil betegne som "faste-høj". For nu gør jeg ENDELIG noget for at fremme min sundhed - og det virker!. Med et minimum af indsats kan jeg gøre de ting jeg gerne vil og stadig tabe mig. Der kommer SÅ meget positiv feedback og det har helt klart også givet selvtilliden og humøret et nøk opad.

      Nu glæder jeg mig virkelig til en jul med dejlig mad + faste. Tænk at komme igennem uden at tage på for en gang skyld? Det er jo næsten for godt til at være sandt :-)

      Slet
  3. Hej Malou.

    Jeg postede dette engang i oktober her på siden. Jeg ved ikke om du har set det, så jeg poster det lige igen.

    " I forbindelse med en antibiotikakur for nylig, surfede jeg lidt rundt på nettet efter "tarmflora", da tarmen ofte gør knuder i forbindelse med antibiotika. Jeg faldt over flere artikler, hvor der var nævnt en sammenhæng mellem tarmflora og fibromyalgi. jeg har ikke lige nogle links til dig, men der er mange hits, hvis du googler.
    Der forskes åbenbart en del i det.
    Man kunne jo godt få den tanke, at fasten forbedrer tarmfloraen, og at fibromyalgismerterne dermed formindskes. Har ikke så meget forstand på det, men spændende er det da."

    Mvh

    SvarSlet