lørdag den 8. marts 2014

Selleri-wrap med restefyld...

I dag havde jeg lidt tømmermænd og opgav derfor (igen) at faste på 0 kcal. Havde også nogle lækre rester jeg gerne ville ha' brugt og jeg kom på at komme dem i en wrap i bedste Stop Spild Af Mad stil.

Det blev et herremåltid på ca 500 kcal i alt. Og jeg kunne kun spise halvdelen.

Jeg havde dog ingen kål, så jeg forsøgte mig med knoldselleri. 

Som med mine wraps af kål er der kun 4 ingredienser: selleri, æg, loppefrøskaller (HUSK) og urtesalt.

Sellerien blev kørt på en minihakker *wroom wroom* og blandet med salt, æg og loppefrøskaller. 'Dejen' fik lov til at stå og trække i ca 10 minutter inden den blev smurt ud på en silikonemåtte og rettet til med en dejskraber til en firkant. Bruger man bagepapir kan det være nødvendigt at spraye med en smule fedtstof. Wrappen blev bagt ved 160°C varmluft i 13 minutter, vendt og bagt yderlige 3 minutter.

Mens den bagte wrap kølede af fandt jeg mine rester frem til at lave fyld af.

I går havde jeg en flok veninder til middag og havde bla trakteret med forskellige salater og helstegt kalvemørbrad. Der var endeskiverne af kødet tilbage og lidt salat. Salaten bestod af ovnbagt selleri og gulerod, vendt med rucola, balsamico-glaze, nigellafrø og soyaristede græskarkerner. Jeg fiskede sellerien fra og blendede den sammen med en smule vand. 

Den blendede selleri blev smurt ud på den afkølede wrap og resten af salaten fordelt ud over.

Jeg fiskede lidt cherrytomater og gul peber op af resterne af en anden salat og kom på også. Kødet blev skåret i tynde skiver og lagt over - og så var wrappen klar til at rulle sammen.

Fantastisk tekstur og meget fleksibel wrap. Sikke en moppedreng.

Jeg måtte give op halvvejs. Det var simpelthen for stort et måltid. Så resten bliver til frokost i morgen. Er man ikke så meget til den lidt 'pruttede' smag som wraps af kål kan ha', kan jeg varmt anbefale selleri. Smagen er meget mere neutral.

Kcal-regnskab:

160 g knoldselleri =56
60 g æg = 86
4 g ( 1 spsk) loppefrøskaller = 2

I alt: 144 kcal - "Gratis": urtesalt.

Fyld:

150 g kalvemørbrad = 213 
200 g blandet salat = ?

Så hele måltidet indeholdt nok sådan ca 500 kcal - og jeg spiste så kun halvdelen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar