Det er en meget mættende og fiberrig omgang på 480 kcal - bestående af ristet sundwichbrød, baked beans, pølse og spejlæg.
Først skal der bages sundwichbrød af butter beans (75 g), 1 æg (57 g), ½ dl vand, kokosfibermel (10 g), loppefrøskaller (2 g), 1 tsk bagepulver og ½ tsk urtesalt. Det bliver 2 stk af denne portion. Du kan se lige her hvordan det kan gøres både i vaffeljern og ovn.
Mens sundwichbrødet bagte blev resten gjort klart.
Baked beans (150 g), 1 æg (57 g), 1 pølse (60 g) og en dusk karse til pynt.
Sundwichbrødet fik lov til at bage ekstra længe i vaffeljernet - og blev derefter ristet godt på brødristeren. Det blev næsten som ristet brød.
Bønnerne blev varmet, pølsen delt i 4 stykker og stegt - og ægget spejlet på en lille slip-let pande (og drysset med salt og peber). Og så var det bare at anrette. Skulle det ha' været en full english skulle der også ha' været bacon, stegt tomat og champignons.
Da jeg stadig er syg og derfor havde spisedag, fik hele herligheden et skud ketchup og H.P. sauce (ikke medregnet forneden). Den slags er der ikke 'råd' til på en fastedag. Det er også dumt at spise ketchup, for det får blodsukkeret i ubalance. Men en smule sukkerfri ketchup kan sagtens gå an.
Kcal-regnskab:
1 stk sundwichbrød = 99
150 g baked beans = 158
1 æg (57 g) = 82
1 pølse (60 g) = 140
I alt: 480 kcal - "Gratis": karse, salt og peber.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar