fredag den 2. maj 2014

Karry/kikærte-sundwich med æggesalat...

Her kommer endnu en sundwich. Denne gang er sundwichbrødet bagt med kikærter og masser af karry. Det passer nemlig rigtig godt til æggesalat. 

Den smækre sundwich blev serveret med lidt gnavegrønt for at få noget knas. Hele måltidet løb op i 465 kcal.

Dejen blev lavet af kikærter (75 g), 1 æg (57 g), kokosfibermel (10 g), Loppefrøskaller (2 g), bagepulver (1 tsk), karry (7 g), gurkemeje (½ tsk) og urtesalt (ca ½ tsk). Kikærterne blendes *wroom wroom* med ½ dl vand - tilsættes æg og blendes 5 sek ekstra. Resten af ingredienserne piskes i og dejen trækker 5-10 minutter. Sundwichbrødet bages enten i vaffeljern eller ovn. Jeg bagte mine i vaffeljernet, trimmede dem med en saks og ristede dem på brødristeren til de blev en smule sprøde.

Et lille tip: når jeg åbner en dåse bønner eller kikærter, vejer jeg resten af og fryser i små poser. Sådan en pose er hurtig at tø op i koldt vand når man skal bage sundwichbrød.

Æggesalaten blev med 'hvad er var i køleskabet af rester' - rester fra både rejemaden og gårsdagens smørrebrød

Et kogt æg, findelt på æggedeler (57 g), skyr (40 g), mayonnaise (10 g), hakkede kapers (10 g), finthakket rødløg (10 g) og karse (3 g).

Skyr og mayonnaise blev rørt sammen med løg, kapers og karse - og der blev smagt til med urtesalt og friskkværnet sort peber. Ægget blev vendt i til sidst.

Den færdige æggesalat blev fyldt mellem de 2 karryvafler. 

Og så var der næsten mad. Jeg syntes dog at det var for blødt-i-blødt og at der manglede noget grønt, så jeg serverede den med nogle agurkestænger (145 g) og 3 små tomater (100 g).

Kcal-regnskab:

Sundwichbrød:

75 g kikærter =83
57 g æg = 82
10 g kokosfibermel = 32
7 g karry = 26

I alt: 223 kcal - "Gratis": vand, loppefrøskaller, bagepulver, gurkemeje og urtesalt.

Æggesalat:

1 æg (57 g) = 82
50 g skyr = 24
10 g mayonnaise = 79
10 g rødløg = 5
10 g kapers = 4
3 g karse = 1

I alt: 196 kcal - "Gratis": urtesalt og sort peber.

Gnavegrønt:

145 g agurk = 21
100 g tomat = 26

I alt: 47 kcal.

5 kommentarer:

  1. Bliver altså imponeret over din fantasi og opfindsomhed gang på gang. Nu skal jeg "bare" have mig svunget op til at købe det der mel, så jeg kan komme i sving med dine skønne sandwich.

    SvarSlet
    Svar
    1. Aww, tusind tak. Jeg elsker at finde på :-)

      Håber de må smage dig, når du kommer så langt.

      Slet
  2. Kan man ikke fryse vaflerne???

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, det kan man sagtens - hvis man har plads i fryseren ;-)

      Slet
  3. Jeg spekulerer på, hvor du får de der smarte poser? Nu kiggede jeg efter dem sidste jeg var i Superbest, og der har de dem ihvertfald ikke.

    SvarSlet