torsdag den 1. maj 2014

Smørrebrød på sundwichbrød...

Det er ikke kun sundwiches man kan lave af sundwichbrød. Det kan også bruges til smørrebrød. Det er f.eks allerede blevet til denne labre rejemad. Nu kommer der 2 stykker til: en smagfuld mad med hamburgerryg og en sommerlig æggemad:

Er farverigt og lækkert måltid på 408 kcal.

Jeg startede med at bage en portion sundwichbrød efter den her opskrift (men med 57 g æg). Da de var færdige i vaffeljernet ristede jeg dem på brødristeren til de blev sprøde i kanterne. Et æg blev kogt i 10 minutter og resten blev gjort klart så længe.

Jeg er SÅ glad over at ha' fundet økologisk hamburgerryg i Kiwi - så det skulle jeg straks fråse i. Der er 5 skiver (60 g) i en pakke, men da der sad 3 meget lækkersultne katte ved mine fødder valgte jeg at give dem den ene skive til deling. Det blev derfor til hamburgerryg (48 g), salat (20 g), agurk (20 g), rød peber (15 g) og rødløg (5 g).

Til æggemaden var det 1 æg (57 g), salat (20 g), agurk (25 g), tomat (40 g) og karse (5 g). Men der manglede lidt smørelse på begge madder.

Så jeg lavede en hurtig creme af skyr (30 g), fuldkornssennep (6 g), urtesalt og friskkværnet sort peber.

De afkølede sundwichbrød blev hver smurt med ⅓ af skyrcremen.

Salat og pålæg blev lagt til rette - og den sidste ⅓ skyrcreme kom på æggemaden.

Hamburgerryggen blev toppet med den sprøde grøntsager.

Æggemaden blev også toppet med grønt - og fik et skud friskkværnet sort peber. 

Kcal-regnskab:

1 portion sundwichbrød (med 57 g æg) = 198
1 æg (57 g) = 82
48 g hamburgerryg = 66
30 g skyr = 18
6 g fuldkornssennep = 8
40 g salat = 8
45 g agurk = 7
40 g tomat = 11
15 g rød peber = 5
5 g rødløg = 3
5 g karse = 2

I alt 408 kcal - "Gratis": urtesalt og friskkværnet peber


2 kommentarer:

  1. Du har en masse lækre opskrifter og er ikke bange for at prøve noget nyt, så kunne du ikke "opfinde" en sunwich uden kikærter eller bønner, jeg spiser LCHF og ville gerne kombinere 5:2 og kunne spise nogle af dine lækre "brød", tak for en inspirerende blog. og en masse gode og lækre opskrifter. God weekend :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken 2 gange. Du kan bruge Sabines blomkålsvafler. Find opskriften her

      Også god weekend til dig :-)

      Slet