tirsdag den 27. maj 2014

Squash-pasta med bolognese og hytteost...

Puha, jeg har en værre hyr med at komme tilbage på fastevognen. Efter pausen har jeg forsøgt flere gange, men den en efter den anden fastedag er gået i vasken - og i stedet har jeg spist ALT for meget. I dag ser det dog ud til at lykkedes. Det gik nemt og smertefrit på 0 kcal indtil sulten for alvor meldte sig kl ca 17.30. Og så lavede jeg dette mættende og smagfulde måltid:

En kæmpe portion squash-pasta med bolognese, hytteost og frisk tomat + et drys salt med Provence-krydderi . Hele herligheden indeholdt 404 kcal.

Det var nem og hurtig mad. Jeg hev en pakke bolognese på 200 g op af fryseren, fandt hytteost og tomater frem - og kunne se at mine trætte squash skulle skrælles. Så det blev de.

Jeg kørte dem til tynde nudler (250 g) på min Spiralizer. 100 g tomat blev skåret i både og jeg vejede 100 g hytteost af. Jeg er vild med den her variant med grillede peberfrugter.

Jeg har prøvet at koge, dampe os stege 'nudlerne' - men er kommet frem til at den bedste tilberedning er ca 45 sekunder i mikroovnen. De falder lige lidt sammen, men bliver ikke smattede.

Bolognesen blev varmet igennem og smagt til med mere salt og peber. 

Hytteosten blev lagt øverst, inden der blev toppet op med tomaterne. Efter jeg havde taget det øverste billede blev det helt rodet godt og grundigt sammen.

Endnu et hurtigt hak i mikroovnen - og så var der mad. 'Pastaen' var nu perfekt al dente og osten begyndt at smelte. Kønt er det ikke - men det smagte pragtfuldt!

Kcal-regnskab:

200 g Bolognese = 254
250 g squash = 40
100 g hytteost = 86
100 g tomat = 24

I alt: 404 kcal - "Gratis": salt, peber, Provence-krydderi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar