onsdag den 11. juni 2014

Agurkenudler med peanutdressing og asiatiske laksedeller...

I går var det igen så varmt at jeg fik trang til kold mad. Og det måtte godt være noget med smæk på smagen. Jeg havde helt vildt lyst til en kold nudelsalat a'la den her - men det er jo dumt at bruge kostbare kalorier på nudler på en fastedag. Løsningen blev at lave 'nudler' af agurk:

Det blev en knasende salat med masser af smag - og et par gode fiskefrikadeller smidt på for at få lidt ekstra protein. Et pragtfuldt måltid på 372 kcal.

De asiatiske fiskefrikadeller var lige til at fiske (hø hø) ud af fryseren og tø op i koldt vand. De kom jo komplet med udregning og det hele. Det er SÅ dejligt at ha' noget nemt klar i fryseren. Nudlerne blev, som sagt. lavet af agurk - en hel økologisk af slagsen. For at få lidt ekstra grøntsager tog jeg lidt edamamebønner og noget syltet rød peber. Og så selvfølgelig den fuldfede spicy peanutsauce. Da jeg ikke havde koriander, måtte jeg tage til takke med en rest karse.

Agurken blev kørt til nudler (225 g) på min spiralmaskine. Resten var: edamamebønner (30 g), syltet rød peber (40 g), peanutbuttersauce (75 g) og fiskefrikadeller (98 g) + en tot karse. Brug f.eks et stykke stegt fisk eller lidt kylling i stedet for.

Agurkenudlerne blev først vendt grundigt i den labre peanutsauce.

Edamamebønner og peberfrugt blev fordelt over.

Til sidst blev de optøede laksedeller lagt til rette og det hele fik et drys karse. Og så var der mad.

Kcal-regnskab:

225 g agurk = 32
75 g peanutsauce = 165
30 g edamame = 43
40 g syltet peberfrugt = 19
98 g fiskedeller = 113

I alt: 372 kcal - "Gratis": karse.

1 kommentar: