tirsdag den 3. juni 2014

Kyllingeburger med portobellobolle og avocado-mayo...

Man kan sagtens spise burgere på en fastedag. En burgerbolle er bare dumt at spilde kalorier på, for den mætter ikke meget og piller ved blodsukkeret. Man kan i stedet bruge sundwichbrød som her til min Mc Faste - eller simpelthen bare bruge store portobellosvampe i stedet for:

Det gjorde jeg i dag. Og så skal jeg love for at man pludselig kan få meget mad for sine 500 kcal. Jeg lavede 2 burgere på hver 237 kcal - og spiste dem begge. 

Jeg havde været så heldig at finde økologiske portobellosvampe i Metro. Sådan 2 bakker gjorde jeg klar.

De blev børstet, fik stokken skåret helt af og blev vejet. Der var 240 g i alt - og det var ikke mere end 58 kcal. Jeg tændte min gasgrill på altanen og gjorde resten klart.

Der skulle masser af grønt i. Og så kunne jeg også få brugt resten af min avocado-mayonnaise.

Gul peber (75 g), iceberg (25 g), tomat (60 g), syltede drueagurker (25 g), avocado-mayo (40 g), rødløg (15 g) og Heinz ketchup (15 g).

Bøfferne blev lavet af hakket kylling, urtesalt, fuldkornssennep og salvie.

Den hakkede kylling (200 g) blev æltet med lidt urtesalt, friskkværnet sort peber, ½ tsk fuldkornssennep og et par blade hakket salvie. Brug de krydderurter du kan lide.

Den færdige fars formes til 2 burgerbøffer og steges på en slip-let pande. Efter stegning pakkes de i folie for at trække lidt.

Portobellosvampene blev grillet på begge sider. Man kan også stege dem på en pande eller bage dem i ovnen i ca 15 minutter ved 200°C. De to der skulle være overe fik et lille drys sesam. 

Den gule peber blev også grillet og derefter flået. 

De to undere fik et lag avocado-mayo (brug evt skyr rørt med mayo og sennep) og et lag iceberg inden de gyldne burgerbøffer blev lagt på.

Ketchuppen blev fordelt oven på bøfferne og derefter tomaterne.

Gul peber og hjemmesyltede agurker.

Og så masser af løg. De to sidste svampe blev smurt med resten af avocado-mayoen og lagt på toppen.

Det var sørme en burger med ambitioner.

Yum! Jeg skal helt klart også prøve med en bøf af oksekød. 

Kcal-regnskab: (til 2 stk)

200 g hakket kylling = 242
240 g portobello = 58
75 g gul peber = 23
25 g iceberg = 4
60 g tomat = 15
25 g syltede drueagurker = 18
15 g rødløg = 7
40 g avocado-mayo =  89
15 g Heinz ketchup = 18

I alt: 474 kcal - "Gratis": urtesalt, peber, salvie, fuldkornssennep og sesam.

1 kommentar:

  1. Hej Malou
    Prøvede din protobello burger i dag og hold nu k... hvor smager det godt.
    Tusind tak for ideen :).
    Vh. Lotte

    SvarSlet