fredag den 30. januar 2015

Suppe kogt på smeltet snemand vol 2...

Det er anden gang jeg koger suppe på en smeltet snemand (se den første opskrift her) - men denne udgave er med beregning til 5:2 og med en spiselig snemand på toppen. 

En tyk krydret suppe med masser af protein og med masser af fyld + snemand af æg = 437 kcal.

Suppen først. Man skal bruge en smeltet snemand incl næsen. Alternativt kan 8 dl vand og lidt gulerødder fra køl bruges.

Da denne suppe er til fastedage, har jeg pimpet dem med en masse protein. Så der er både røde linser og silken tofu i. Af grøntsager er der kun snemandsnæser og løg. Krydderiet er igen Sambhar, som er et blandingskrydderi bestående af spidskommen, koriander, sort peber, sennepsfrø, bukkehornsfrø, chilipulver, asafoetida og gurkemeje. Det kan sagtens erstattes af en god karryblanding + lidt chili.

Gulerødder snemandssnæser skåret i bidder (275 g), hakkede løg (150 g), olivenolie (6 g), Herbamare urtebouillon (10 g), røde linser (75 g) og Sambhar (6 g).

Silken tofu kan kræve lidt overvindelse at skulle i gang med. Det har nogenlunde samme konsistens som budding - men det dufter og smager ikke af en pind. Det er dog utroligt taknemmelig at få til at tage imod smag. Og her er det brugt i stedet for fløde eller flødeost til at gøre suppen cremet 8og tilføre ekstra protein) uden at tilføre en masse kcal.

Løg sauteres i olien, sammen med Sambhar, uden at tage farve. Røde linser og gulerødder tilsættes, sammen med 8 dl vand. Suppen simrer til gulerødderne er kogt møre. Der tilsættes silken tofu (150 g) og suppen simrer videre i 5 minutter. Blend suppen *wroom wroom* med f.eks en stavblender. Smag til med salt, peber og nogle dråber æblecidereddike.

Det giver en pragtfuld tyk gul mættende suppe. Den kan sagtens serveres som den er evt toppet med lidt kølende skyr og lidt knas. Suppen indeholder i min udgave 57 kcal pr 100 g.

Kcal-regnskab:

275 g gulerod = 99
150 g løg = 69
6 g olie = 53
75 g røde linser = 267
6 g Sambhar = 21
10 g Herbamare = 31
150 g silken tofu = 96

I alt: 636 kcal - "Gratis": vand, salt, peber og æblecidereddike. 

Suppens samlede vægt 1120 g
636 kcal : 1120 g = 0,57 kcal pr gram
57 kcal pr 100 g

Og så til den spiselige snemand. Den første suppe var pyntet med en lille snemand af glas og der var der en der spurgte om den var lavet af æg. Og det sprøgsmål kan jeg godt forstå, for jeg er nemlig stor modstander af NFG (non-functional garnish) - altså pynt der ikke har andet formål end af pynte. Men ligefrem at lave en spiselig snemand vidste jeg ikke om jeg var i stand til - men det satte da tankerne i gang. Den slags kræver lidt inspiration, så jeg brugte Google til at søge efter 'edible snowman egg' og fandt en masse brugbare billeder. Hallo, sådan en var jeg da nødt til at lave min helt personlige udgave af.

Jeg ville også gerne ha' lidt sprødt til at komme på suppen, så jeg gik på jagt i grøntskuffen efter brugbare ting. Gul og rød peberfrugt til suppen - og æg, squash, gulerod til snemanden. Og ja da, hytteost kunne snildt være sne.

50 g hytteost til sne. 25 g rød og 25 g gul peberfrugt, skåret papirtyndt på mandolin, som det sprøde til suppen. En enkelt skive rød peber skulle være snemandens halstørklæde. Hans hat skulle være en skive squash, med puld af gulerod. Næsen blev naturligvis også en lille udskåret sag af gulerod. Øjne og knapper skulle være nelliker og munden en række sorte peberkorn. De små peberkorn var dog ikke så samarbejdsvillige, så de blev skiftet ud med nelliker. Den lille snemand skulle samles på et grillspyd. Først koges 2 æg i 10 minutter, chokkes hurtigt i koldt vand og pilles.  

2 kogte pillede æg (100 g), blandet peberfrugt (50 g), suppe (400 g), hytteost (50 g). Jeg regnede ikke 'hatten' og pynten med.

Hatten samles først. Stik grillspyddet fast i gulerodsstykket og sær derefter squashskiven fast. Det æg der står bedst, bruges forneden. Skære en lille smule af, så det står endnu bedre. Skær evt lidt af toppen (det gjorde jeg ikke). Til hovedet skæres spidsen af ægget og vendes med snitfladen ned af. Grillspyddet med den færdige hat stikkes ned igennem æggene. Jeg valgte at stikke det lidt skråt i, så hatten kom til at sidde lidt på sned. Sæt nellikerne i som knapper.

Bind forsigtigt en skive peberfrugt om halsen på den lille fyr. Stik nelliker i til øjne og mund - og lav forsigtigt et lille hul hvor næsen skal stikkes i til sidst. Og voila: en spiselig snemand! 

Suppen fik et opkog og blev hældt i en varm tallerken. Hytteosten blev lagt i en ring yderst som en halvsmeltet snedrive.


Peberfrugten blev dynget op i midten og den lille snemand sat til rette i bunken. Det blev drysset med en smule nigellafrø. Så fint - men lidt svær at spise.

Den lille snemand blev derfor brutalt myrdet. Grillspyddet med hatten og alle nellikerne blev fjernet. Og så var der kun et at gøre.

Der blev gjort kort process med en kniv. Og så var der aftensmad. En meget mættende og proteinrig portion.

Kcal-regnskab:

400 g suppe = 228
100 g æg = 143
50 g peberfrugt = 15
50 g hytteost = 51

I alt: 437 kcal - "Gratis": nigellafrø.


mandag den 26. januar 2015

Kødsauce med zoodles og hytteost...

Nogle fastedag er det rart med noget varmt og nemt at spise. Med en kødsauce i fryseren kan der hurtigt komme mad på bordet. Denne gang er det en kødsauce med linser og soltørrede tomater jeg har gang i.

Dropper man den 'dyre' pasta og erstatter med nudler lavet af squash, kan man få sådan en stor portion her for bare 379 kcal.

Kødsaucen var nylavet. Resten bliver pakket ned i portioner af ca 200 g til dage hvor det skal være nemt.

Og så til mine zoodles. Ordet er en sammentrækning af zucchini og noodles - altså nudler lavet af squash. Dem kan man lave på mange måder f.eks med en julienneskræller, eller med en skarp kniv og lidt tålmodighed. Hvis man ikke er typen der går ned på udstyr (*host*), kan man investere i sådan en spiral-maskine som den her. Den koster 100-250 kr alt efter forhandler og er ALLE pengene værd. Jeg har allerede brugt min ca 100% mere end jeg forventede da jeg købte den. Den forvandler en squash til nudler på et øjeblik.


For at få lidt ekstra smovs til retten, valgte jeg at bruge hytteost. Det giver både protein og lidt fedt.


Kødsauce (250 g), zoodles (200 g) og hytteost (100 g).


Saucen kan sagtens serveres på de rå zoodles. Varmen vil blødgøre dem en smule.


Der toppes op med hytteost. Og så er der mad. Jeg kan dog godt lige lide at give hele herligheden 1 minut i mikroen, så hytteosten begynder at smelte.


Det er ikke smuk mad - men det smager vildt godt, og det er jo det vigtigste.

Kcal-Regnskab:

250 g kødsauce med linser = 245
200 g squash = 32
100 g hytteost = 102

I alt: 379 kcal.

Langtidssimret kødsauce med linser...

Så er det igen på tide at få lavet lidt nem mad til fryseren. Endnu en kødsauce - denne gang med soltørrede tomater og linser. 

En sammenkogt kraftkarl med masser af smag. Og med kun 98 kcal pr 100 g.

Selv om det er en stor portion er der kun 400 g kød i. Resten af fyldet er grøntsager og linser. Tørrede linser er 'dyre' i kcal, men de suger en masse væske og er med til at give ekstra protein.

Hakkede løg (175 g), snittet porre (70 g) og 2 fed hvidløg i tynde skiver (7 g).

En flaske mosede tomater (680 g), umbriske linser (100 g), soltørrede tomater (40 g), Herbamare urtebouillon (8 g) og en krydderblanding bestående af estragon, hvidløg, oregano, timian, mynte, rosmarin og chili (6 g). Krydderblandingen blev kørt *wroom wroom* til et finere pulver i en kværn inden brug.

Kødet brunes af 2 omgange på en hed slip-let pande - sammen med løg, porre og hvidløg.

Retten kan enten simres i en gryde på komfuret eller en gryde sat i ovnen. Jeg brugte min Crock-Pot. Den sauterede blanding, linser, hakkede soltørrede tomater og urtebouillon kom i.

Flasken med mosede tomater blev hældt over - sammen med 3 dl vand. Jeg tændte på low og gav 4 timer. Der blev rørt rundt et par gange undervejs. Til sidst fik retten 1 time på high - de sidste 30 minutter uden låg, så den overflødige væde kunne fordampe. 

Der blev smagt til med et par dråber balsamico, masser af friskkværnet sort peber og lidt ekstra urtesalt. Og så var det tid til at veje retten: 1390 g kødsauce fik jeg ud af det.

Kcal-regnskab:

400 g hakket oksekød (3-7%) = 544
175 g løg = 81
70 g porre = 27
7 g hvidløg = 12
680 g mosede tomater = 184
40 g soltørrede tomater = 186
8 g Herbamare = 25
100 g umbriske linser = 291
6 g krydderi = 10

I alt: 1360 kcal - "Gratis": vand, urtesalt, sort peber og balsamico.

1360 kcal : 1390 g = 0,98 kcal pr g.

0,98 x 100 = 98 kcal pr 100 g.


tirsdag den 20. januar 2015

Spinatsalat med fyldte æg...

Den her ret passer måske ikke lige så godt til årstiden, men det var en 'tøm køleskabet' dag. Det blev til en mættende salat, med masser af protein.

Ikke alene en fryd for ganen, men også en fryd for øjet. Hele herligheden var på i alt 399 kcal.

Det var for at slippe for at skulle ud i kulden, at jeg måtte nøjes med det jeg havde på lager. Heldigvis var der en del brugbare sager.

Først selve spinatsalaten. Babyspinat (60 g), edamamebønner (50 g), cherrytomater i skiver (50 g), rød snackpeber (15 g i strimler - 5 g i små tern), olivenolie (3 g) og eddike (3 g). Skyr og karry skal ikke med her.

Det hører nemlig sammen med æggene. 3 kogte æg (150 g), skyr (50 g) og karry (4 g).

Æggene deles i halve og blommen pilles forsigtigt ud. Blommerne moses med karry, skyr og lidt urtesalt. 

Alle ingredienserne til spinatsalaten (undtagen snackpeber i tern + tomat) vendes sammen med en smule urtesalt. Salaten fordeles på en tallerken.

De tomme æg og tomatskiverne fordeles over. Fyldet kommes i en sprøjtepose. Magter man ikke at rode med den slags, kan fyldet blot fyldes i med en ske.

Æggene fyldes. Hvis man syntes det er for omstændigt at lave fyldte æg, kan man bare lave en skyr/karrydressing og dryppe over halve kogte æg.

Der drysses med de små terne af snackpeber. Jeg sluttede af med et lille skud nigellafrø. Er helt pjattet med dem i tiden.

Fyldte æg er en rigtig 80'er ting - men holder sgu meget godt vand stadigvæk. Jeg har før lavet dem med røget stenbiderrogn og tænker at de da sagtens kan bruges på fastedage med f.eks torskerogn i fyldet også.

Kcal- regnskab:

150 g æg (3 stk) = 215
50 g skyr = 28
4 g karry = 14
60 g spinat = 13
50 g tomat = 13
50 g edamamebønner = 71
20 g peberfrugt = 6
4 g olivenolie = 36

I alt: 399 kcal - "Gratis": urtesalt, eddike, nigellafrø. 

mandag den 19. januar 2015

Kødboller i tomatsauce...

I dag havde jeg rigtig nemt mad til min fastedag. Da jeg lavede min kødpizza, brugte jeg nemlig resterne til at lave disse kødboller i tomatsauce. De var derfor lige til at hive op at fryseren og servere med en omgang nudler af grøntsager. 

En stort og mættende portion på 485 kcal. Rigtigt dejligt som eneste måltid på en kold dag.

Kødbollerne først. Hakket oksekød 3-7% (200 g), ½ æg (25 g), krydderi (2 g), 1 tsk kartoffelfibre (under 1 g). Det hele blev æltet sammen med lidt urtesalt og friskkværnet peber.

Farsen blev formet til 8 kødbolde. Og så til tomatsaucen. For nemheds skyld tog jeg færdig pastasauce fra Urtekram (37 kcal pr 100 g). 250 g sauce blev varmet op i en lille kasserolle. 

Da saucen kogte, blev de rå kødboller lagt forsigtigt ned i gryden. De fik lov til at simre i ca 3 minutter, inden de blev vendt rundt og fik ca 3 minutter mere.

Og så er de klar til at spise - med mindre de skal omkring fryseren først.

Kødbollerne kan serveres med pasta lavet på squash, kinaradise eller en blanding - eller som her, af det der lige var på lager.

Gulerod snittet på spiralmaskine (60 g), spidskål snittet på langs (145 g) og snack peber (60 g).

Grøntsagerne blev sauteret på en tør slip-let pande til de faldt lidt sammen. De fik et skud urtesalt.

Kødbollerne og saucen blev toppet ovenpå - og der blev sluttet af med et lille drys nigellafrø.

Kcal-regnskab:

200 g oksekød (3-7%) = 272
25 g æg = 36
2 g krydderi = 7

250 g tomatsauce =90
145 g spidskål = 40
60 g gulerod = 22
60 g snack peber = 18

I alt: 485 kcal - "Gratis": urtesalt, sort peber, kartoffelfibre og nigellafrø.