torsdag den 8. januar 2015

Ovnbagte jordskokkebåde med skyr-dyppelse...

Da jeg var ung og fattig(ere), spiste jeg tit kartoffelbåde med dressing til aftensmad. Det var ikke et rigtig måltid, men det gav fornemmelsen af varm mad. Det fik jeg lyst til i dag - men da kartofler er 'dyre' i kcal og stivelse på en FD kan give stort udsving i blodsukkeret, er de dømt ude. Men til alt held var der en pose jordskokker i grøntsagsskuffen. Go!

Spicy ovnbagte både af jordskokker med skyrdressing = 460 kcal.

Der skal kun bruges 2 ting til bådene: jordskokker, olivenolie og krydderi.

Jeg valgte at bruge dette kartoffelkrydderi som indeholder: Himalayasalt, sød paprika, hvidløg, løg, rosmarin, sennepsmel, sort peber og chili.

Jordskokkerne var vaskede - men de fik alligevel lige en tur med en skuresvamp og fik fjernet enderne. De blev derefter duppet tørre og vejet.

Jordskokker (430 g), olivenolie (8 g) og kartoffelkrydderi (10 g).

Jordskokkerne blev skåret i både og smidt i en plastikpose. Først blev de rystet sammen med olien - og så fik de selskab af krydderiet, hvorefter de fik endnu en god rystetur.

Ud på en plade (slip-let, ellers brug bagepapir) og ind i en ovn på 200°C i ca 30 minutter. Vend dem rundt af og til. Mens jordskokkerne bagte, lavede jeg dippen.

Den skulle bestå af skyr (så jeg også fik lidt protein), French's sennep og hakket koriander.

Skyr (140 g), sennep (8 g), urtesalt og friskkværnet sort peber. Pisk sammen og juster konsistensen med lidt vand hvis den er meget tyk.

Hakket koriander (5 g). Er du ikke til den slags, så brug den krydderurt du foretrækker.

Server de færdigbagte jordskokker med den kolde dip.

Dyp og spis. Det er en ret stor portion - så sagtens kan deles af 2 og serveres med noget kød til.

Kcal-Regnskab:

430 g jordskokker = 280
8 g olivenolie = 71
10 g krydder = 10
140 g skyr = 91
8 g sennep = 6
5 g koriander = 2

I alt: 460 kcal - "Gratis": urtesalt og peber

Advarsel: jordskokker kan give luft i maven! De kan med fordel erstattes af persillerødder eller pastinakker. 

2 kommentarer:

  1. De ser altså så lækre ud!
    Tror du ikke godt, at jeg kan bruge rød dip- og dressingmix fra Urtekram, monstro? :)
    Det indeholder lidt af de samme ingredienser: Sød paprika, himalayasalt (20 %), løg, hvidløg, sennepsmel, bukkehornsfrø, sort peber, chili.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :-)

      Ork jo, det kan du sagtens bruge.

      Slet